Ronaldo: Brasilien har brug for en Messi

Brasiliens landshold ville nyde godt af en superstjerne som Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo på holdet til næste års VM-slutrunde.

Det siger Brasiliens tidligere stjerneangriber Ronaldo, som selv har vundet VM-guld for sit hjemland og er blevet kåret som verdens bedste spiller tre gange.

- Det ville være skønt, hvis enten Messi eller Cristiano Ronaldo blev afvist i deres hjemlande og i stedet var i stand til at spille for (Brasiliens, red.) landshold, siger 37-årige Ronaldo.

- Hvis Messi ikke spillede for Argentina, ville jeg gerne have ham til at spille for os. Jeg vil foretrække ham frem for Diego (Maradona, red.), selvom Diego er min ven, lyder det fra en grinende Ronaldo.

Den tidligere Real Madrid-profil er dog samtidig glad for Brasiliens nyeste stjerne Neymar, som ifølge Ronaldo kan blive verdens bedste fodboldspiller.

- Han har udviklet sig, og jeg er sikker på, at han vil udvikle sig endnu mere, siger Ronaldo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ronaldo nåede at spille 98 kampe for sit landshold og scorede hele 62 mål. I 1994 og 2002 var han med til at vinde VM-guld for Brasilien.

Ronaldo fortæller, at han ikke har noget imod, hvis Atlético Madrids brasiliansk-fødte angriber Diego Costa spiller for Spanien ved næste års VM-slutrunden. Costa sagde for nylig, at han gerne ville spille for de spanske verdensmestre.

- Spillere, som ikke bliver brugt i deres hjemland og har et andet statsborgerskab, kan blive brugt i andre lande, konstaterer Ronaldo.

Den spanske landstræner, Vincente del Bosque, har allerede sagt, at han er klar til at hive Diego Costa ind på holdet, hvis Fifa giver grønt lys.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip