Ronaldo: Champions League specielt i Madrid

Cristiano Ronaldo kommer ikke til at få moralske kvaler, hvis han og Real Madrid sender portugiserens tidligere klub Manchester United ud af Champions Leagues 1/8-finale.

Det siger angriberen forud for onsdagens første kamp - i Madrid - mellem klubberne.

- Lige netop Champions League er meget specielt her i Real Madrid, fordi klubben vil vinde turneringen for 10. gang.

- For mig ville det være et kæmpe højdepunkt i min karriere at gøre det, siger Ronaldo til den britiske avis The Sun.

Med stor succes spillede den i dag 28-årige Ronaldo fra 2003 til 2009 for Manchester United. Han spillede blandt andet en afgørende rolle, da englænderne strøg til tops i netop Champions League i 2008.

Ronaldo skiftede til Real Madrid i sommeren 2009, men han har endnu til gode at vinde Champions League med den spanske hovedstadsklub.

- Der er så mange mindeværdige kampe fra denne turnering, som stadig fylder en del i hovederne på spillere og fans her i klubben. Nu vil jeg bidrage med nogle oplevelser. Jeg vil efterlade mit aftryk her, siger Ronaldo.

Portugiseren spillede i alt 292 kampe for United og scorede 118 gange for englænderne.

I Real Madrid er statistikken endnu bedre. I 179 kampe har han scoret 182 mål.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV