Ronaldo efter comeback: Jeg har det fint

Skrevet af admin

24/04/2014

Mest læste i dag

Alt er godt dagen derpå for Cristiano Ronaldo, som onsdag aften var tilbage i Real Madrids startopstilling efter tre ugers skadespause.

Den portugisiske superstjerne spillede de første 73 minutter af 1-0-sejren over Bayern München i Champions League-semifinalen.

- Der var noget bekymring, men det er normalt, da det var min første kamp i tre uger, siger Ronaldo ifølge espn.com.

Ronaldo gjorde ikke det store væsen af sig som normalt, selvom han havde en vigtig fod med i Karim Benzemas 1-0-mål.

Angriberen røber, at der var uenighed om, hvorvidt han skulle spille kampen. På det seneste har han døjet med ankel- og lårproblemer.

- Jeg havde selvtillid, men nogle personer ville ikke have mig til at spille. Men jeg spillede og viste, at jeg havde det fint. Nogle personer var lidt bange, men jeg er helt okay nu. Jeg mærkede intet til min skade. Jeg har det godt, siger Ronaldo.

Han vil ikke fortælle, hvem der ville have ham til at droppe kampen.

- Det er noget andet. Vi bør bare være glade nu. Vi spillede en god kamp og har en lille fordel. Jeg forcerede intet. Jeg havde det fint, meget godt. Jeg er ikke sur på nogen. Det er overstået nu. Det vigtigste er, at Cristiano er tilbage og vil forsøge at hjælpe Real Madrid.

- 1-0 er et godt resultat i en semifinale. Vi ved, at scorer vi mod dem i returkampen, bliver det svært for dem. Vi drager til München med selvtillid. Jeg mener, at vi kan vinde i München og gå videre, siger Ronaldo.

Returkampen spilles på tirsdag.

/ritzau/