Ronaldo er på samme niveau som Messi, mener Laudrup

Brian Laudrup ser Cristiano Ronaldo som på helt samme niveau som Lionel Messi, men når pladsen bliver trang, får portugiseren problemer.

Lige nu ligger FC Københavns spillere og forbereder sig mentalt på mødet med Real Madrid. Særlig den spanske kongeklubs stjernespiller Cristiano Ronaldo må fylde i tankerne, for det er ved at stoppe ham, FCK kommer lidt tættere på at levere et fornuftigt resultat på Bernabéu.

Tidligere har en del af FCK'eren mødt Barcelona med Lionel Messi som manden at holde øje med. Men københavnerne kan ikke tage erfaringen med at lukke ham ned og overføre den på Ronaldo.

- Messi kan afgøre kampe, hvor forsvaret står enormt kompakt, og her vil Ronaldo have større problemer. Når det til gengæld åbner en lille smule op, så finder du ingen bedre end Ronaldo, siger Brian Laudrup til BT.dk.

- Det, der er så utroligt ved de to spillere, er, at de er unikke på hver deres måde. Messi dikterer mere en kamp, tager den til sig og styrer den. Ronaldo kan især i omstillingerne eksplodere, og han har en vanvittig fysik, mens han kan sparke med begge ben og er god med hovedet, siger Laudrup videre.

Hvem er i øvrigt bedst, Ronaldo eller Messi?

- Jeg ser dem faktisk på helt samme niveau, de er bare to forskellige typer. Jeg er vild med dem begge to, og jeg kan ikke vælge én, siger Brian Laudrup.

Heldigvis er det ikke hans opgave et lægge en plan for, hvordan FC København lukker Ronaldo og Real Madrid ned. Den del tilfalder selvfølgelig Ståle Solbakken. Nordmanden ser især nøglen ved at være opmærksom på Real Madrids individualister, og derfor kan kampen mod Juventus ikke helt bruges.

- Mod Juventus viste vi, at vi kan være med. De var et mere sammenspillet hold end Real Madrid, som til gengæld har bedre individuelle kvaliteter og større matchvindere i blandt andre Bale, Ronaldo og Isco, siger Solbakken, der selvfølgelig skal tro på miraklet onsdag aften i Madrid, selvom det er lidt vanskeligt at tro 100 procent på.

- Det kan ske, men Real Madrid taber i snit kun en kamp på hjemmebane hvert andet år. Vi er stadig i gang med at vænne os til tempoet i Champions League. Her er livet hårdere, selvom sensationer selvfølgelig kommer, siger Ståle Solbakken.

Dagens Gossip