Ronaldo lagde Mallorca ned

Lørdag vandt FC Barcelona 5-0 ude over Rayo Vallecano, og søndag aften gjorde Real Madrid dem kunsten efter.

Real Madrid spadserede sig frem til en 5-0-sejr ude over Mallorca, og det var faktisk det største nederlag, Mallorca nogensinde har indkasseret mod Real Madrid både ude og hjemme i den bedste spanske række.

Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo var i hopla og scorede to mål i kampen. Portugiseren viste hurtighed og effektivitet ved begge scoringer.

Også Real Madrid-angriberen Gonzalo Higuain nettede to gange i kampen, mens indskiftede José Callejon cementerede 5-0-sejren i de sidste minutter af kampen.

Atlético Madrid vandt tidligere søndag 3-1 hjemme over bundholdet Osasuna, og dermed har Atlético Madrid 25 point ligesom topholdet Barcelona. Men Barcelona fører ligaen på en bedre målscore.

Det er den bedste ligastart for Atlético Madrid siden 1995/96-sæsonen. Dengang endte det med spansk ligaguld til Atlético Madrid.

Real Madrid halter stadig lidt efter på grund af en elendig sæsonstart, som betyder at Real Madrid er nummer seks og fortsat har otte point op til de to topklubber.

 

Dagens Gossip