Ronaldo-løse Portugal tager flot skalp i testkamp

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Det portugisiske fodboldlandshold kan også klare sig uden superstjernen Cristiano Ronaldo.

Det beviste Danmarks EM-kvalifikationsmodstander tirsdag aften, da holdet på neutral bane i Schweiz besejrede Italien med 1-0 i en testkamp.

Portugals sejrsmål blev sat ind kort efter pausen af tankcenterforwarden Eder, der scorede fra tæt hold, efter at Eliseu havde snydt tre modspillere, og Ricardo Quaresma havde sendt bolden ind foran mål med ydersiden.

Målet var Eders første på landsholdet, hvor han nu er noteret for 18 kampe.

Forinden havde Italiens Leonardo Bonucci ramt den ene opstander, og efter Portugals føringsmål forsøgte hjemmeholdet ihærdigt at jagte udligningen.

Uden betydning var resultatet nemlig ikke for italienerne.

Nederlaget får den konsekvens, at holdet lige akkurat ikke samler point nok til verdensranglisten til at blive seedet i øverste lag ved næste måneds lodtrækning til VM-kvalifikationen.

Dermed er Italien i samme lag som Danmark, og de to hold kan altså ikke trække hinanden. Kroatien snupper i stedet pladsen i øverste seedningslag.

/ritzau/