Ronaldo og Zlatan kæmper om rekord i aften

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Pointmæssigt er der ikke det store på spil for hverken Real Madrid eller Paris Saint Germain, der tirsdag aften møder henholdsvis FC København og Benfica på udebane i den sidste runde af gruppespillet i Champions League.

De er allerede avanceret gennem førstepladser.

Men for holdenes største stjerner er der masser på spil i begge kampe. Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic har begge mulighed for at sætte rekord i Champions League-regi.

Aldrig før har en spiller scoret ni gange i det samme gruppespil i Champions League, men de to superstjerner er begge i en oplagt position til det, da de er noteret for foreløbigt otte scoringer hver.

Statistikkerne taler for, at de begge opnår mindst ni scoringer efter tirsdagens kampe. Således har Ronaldo scoret i alle sine fire optrædener i denne Champions League-sæson, og Zlatan Ibrahimovic har scoret i sine seneste fire kampe.

Det er kun en måned siden, at de to kæmpede direkte mod hinanden i en duel om en plads ved VM-slutrunden med deres respektive landshold.

Ved den lejlighed trak portugiseren Ronaldo det længste strå i opgøret med svenskeren. Både ved at score flest mål og løbe med billetten til Brasilien.

Andre spillere kan i realiteten også slå rekorden i Champions League med ni mål tirsdag eller onsdag, men det kræver mindst tre scoringer af eksempelvis Sergio Agüero fra Manchester City.

Også Lionel Messi er noteret for seks mål, men argentineren er skadet og kommer ikke i spil i den sidste gruppekamp for FC Barcelona.

/ritzau/