Ronaldo scorede hattrick på 10 minutter

Real Madrid måtte vente længe på målene, men da de omsider kom, endte det med en storsejr på 4-0 hjemme over Getafe i søndagens tidlige kamp i Primera Division.

Stjernespilleren Cristiano Ronaldo blev oven i købet noteret for et hattrick, da han scorede kampens sidste tre mål.

Dermed fik den pressede træner José Mourinho en fin fødselsdagsgave af spillerne, efter at han lørdag fyldte 50 år.

Det var Sergio Ramos, som bragte de forsvarende mestre foran efter 53 minutter.

Små 10 minutter senere kom Ronaldo for første gang på scoringstavlen, og få minutter senere øgede han til 3-0.

Portugiseren fuldendte sit hattrick kort tid efter, da han udnyttede et straffespark.

Real Madrid lægger med sejren lidt pres på Atlético Madrid i kampen om andenpladsen i Primera Division.

Real Madrid har 43 point for 21 kampe, mens Atlético Madrid er noteret for 47 point for en kamp færre.

FC Barcelona fører ligaen med 55 point.

/ritzau/

 

Dagens Gossip