Ronaldo spolerer Barcelonas Cruyff-hyldest på Camp Nou

Skrevet af admin

03/04/2016

Dagens topnyheder

Johan Cruyff var i alles tanker på Camp Nou lørdag aften, da FC Barcelona og Real Madrid diskede op med "El Clásico".

På banen gik det dog langt fra i den afdøde hollænderes ånd, da Cristiano Ronaldo med fem minutter igen sikrede en 2-1-sejr til gæsterne på Camp Nou.

Opgøret eksploderede aldrig for alvor før til sidst.

Barcelona topper Primera Division med 76 point - hvilket nu er seks mere end Atlético Madrid, som vandt 5-1 over Real Betis i en kamp, hvor Antoine Griezmann scorede to gange.

Real Madrid sidder sikkert på tredjepladsen, og er nu syv point efter Barcelona.

Inden opgøret var der både et minuts stilhed, videohyldest og et stort banner med skriften "Gràcies Johan" (Tak Johan på catalonsk, red.). Teksten var også påtrykt Barcelonas spillertrøjer til minde om den afdøde fodboldlegende.

På grønsværen var det Barcelona-trioen med Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez mod Real Madrids tre offensive kort Gareth Bale, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo i Zinedine Zidanes første El Clásico som manager.

Zidane kunne se Suarez få kampens første chance efter ni minutter - en kæmpechance, hvor angriberen sjoskede i oplægget fra Neymar.

Real Madrid skulle revanchere sig for 0-4-ydmygelsen i sæsonens omvendte opgør i Madrid, og Bale stak snuden frem efter et kvarter, men uden held.

Efter 23 minutter eksploderede Barcelonas trænerbænk i en situation, hvor de mente Messi skulle have straffespark.

Få minutter senere blev Bale nedlagt, men Ronaldos direkte frispark gav intet udbytte.

Tre minutter før pausen var det så Benzemas tur til at misbruge en kæmpechance, da han helt fri i feltet flugtede bolden lagt op på tribunen i en målløs halvleg.

Benzema var ved at vride sig fri fem minutter efter pausen, mens Dani Alves og Sergio Ramos øjeblikket efter fokuserede mere på at nedlægge hinanden med albuerne.

Gerard Pique er ikke elsket af mange i Madrid, og han blev ikke mere elsket, da han i det 56. minut kom foran Pepe på et hjørnespark og headede Barcelona foran 1-0.

Seks minutter senere ramte et indlæg fra Tony Kroos Barcelonas Jordi Alba. Bolden tog en bue, og Benzema kastede sig op i luften og flugtede flot udligningen i mål.

Med ti minutter igen havde Bale bolden i mål på et hovedstød, men scoringen blev annulleret, da dommeren mente Bale skubbede Alba i situationen.

Herefter pressede Real på, men Barcelona red stormen af. I 83. minut fik Ramos sit andet gule kort og dermed marchordre. Kort efter endte bolden hos Ronaldo ved bageste stolpe. Der var fem minutter igen.

Ronaldo skulle blot tæmme den og sparke bolden kontrolleret ind, hvilket han gjorde og dermed skabte stilhed på tribunerne.

/ritzau/