Ronaldo udvist i Real Madrid-skuffelse mod Bilbao

Skrevet af admin

03/02/2014

Mest læste i dag

Real Madrid fik en tæt på forfærdelig søndag, da den spanske hovedstadsklub var på besøg hos Athletic Bilbao.

Madrilenerne styrede mod sejren, men måtte nøjes med 1-1 i den svære udekamp. Derudover blev holdets største stjerne Cristiano Ronaldo udvist, efter at portugiseren modtog et rødt kort et kvarter før slutfløjt.

Værterne fra Bilbao havde netop udlignet ved indskiftede Ibai Gomez, da Ronaldo måtte forlade banen.

Portugiseren kom op at toppes med flere af hjemmeholdets forsvarsspillere og endte med at rive Bilbaos Carlos Gurpegui i ansigtet, hvilket blev takseret til et direkte rødt kort.

De dramatiske minutter betød, at kampen tog en uventet drejning. Madrilenerne lignede et hold i fuld kontrol, efter at Jese havde bragt gæsterne foran med 1-0 efter 65 minutter på et oplæg fra Ronaldo.

Hjemmeholdets Ibai Gomez bankede spændingen tilbage i opgøret 10 minutter senere, da han et minut efter sin indskiftning udlignede til 1-1.

Gomez opsnappede et hovedstød fra Real Madrid-forsvareren Sergio Ramos og tordnede bolden i mål helt ude ved stolpen uden chance for Diego López i Reals mål.

Bilbao var i kampens sidste kvarter tæt på at trække sig sejrrigt ud af kampen, men det blev ikke til flere scoringer.

Real Madrid indtager tredjepladsen i Primera Division med 54 point - det samme som FC Barcelona på andenpladsen. Atlético Madrid topper med 57 point efter en 4-0-sejr søndag over Real Sociedad.

/ritzau/