Ronnie Schwartz går uvis fodboldfremtid i møde

Skrevet af admin

21/03/2016

Dagens topnyheder

Det er en uvis fremtid, Esbjerg-angriberen Ronnie Schwartz går i møde til sommer. Han har kontrakt med den franske fodboldklub Guingamp to år endnu, men trives lige nu godt i Esbjerg.

Når lejemålet udløber med Esbjerg efter denne sæson, så står Schwartz til at skulle retur til Frankrig.

- Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har kontrakt dernede to år endnu, og så må vi se, hvad der sker til sommer.

- Lige nu har jeg to måneder tilbage i Esbjerg, og det er jeg glad for. Jeg glæder mig bare til at spille en masse kampe og forhåbentlig gøre et godt indtryk, siger Schwartz.

En mulighed er også at blive i Esbjerg, hvis vestjyderne har penge nok til at købe Schwartz fri af kontrakten. Det står også hen i det uvisse, om Esbjerg har sikret sig en forkøbsret på Schwartz.

- Det tror jeg ikke. Men jeg ved det ikke. Men den er nok ikke billig, lyder det fra Schwartz om en eventuel forkøbsret.

Søndag aften var Schwartz med til at spille 0-0 ude mod Brøndby. Det var Brøndby, som i sommer hentede danskeren på en lejekontrakt, men efter blot et halvt år sendte ham videre til Esbjerg.

Schwartz havde et par muligheder for at score mod sin tidligere klub, men han manglede skarpheden i et opgør, hvor især Brøndby skuffede på hjemmebane.

- Nu spiller jeg ikke for Brøndby mere, så jeg kan være ligeglad med, hvordan det går dem. Jeg ville gerne have haft de tre point.

- Jeg føler ikke, at jeg skulle bevise noget i forhold til Brøndby. Jeg er glad for, at jeg er kommet videre.

- Og hvis de gerne ville have beholdt mig, så havde de nok sagt nej til at sende mig af sted til Esbjerg. Så jeg tror, det var det bedste for begge parter, siger Schwartz om bruddet med Brøndby.

/ritzau/