Rooney langer ud efter kritisk presse

Den engelske landsholdsangriber Wayne Rooney langer ud efter dele af den britiske presse, som stiller spørgsmålstegn ved hans form, og som spekulerer i, at Manchester United-stjernen er blevet degraderet til reserve.

Avisen Daily Mirror skriver endda, at Rooney kæmper for at redde sit VM efter en tam indsats i 1-2-nederlaget til Italien.

- Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor pressen bliver ved, skriver Rooney på Facebook.

- Jeg sagde fra begyndelsen, at jeg vil gøre alt for at være sikker på, at jeg er klar til disse VM-kampe, og som en del af det trænede jeg ekstra en uge inden, at vi skulle mødes.

- Det var præcis det, jeg gjorde i går. Jeg trænede ekstra selv, fordi det var det, jeg ville, lyder det fra Rooney.

Englands viceanfører, Frank Lampard, er frustreret over pressens fokus på Rooney, som i mange år ikke har leveret varen ved en stor slutrunde.

- Desværre har vi en fiksering på én spiller ved VM. Det er lidt frustrerende. Vi skal kigge på hele holdet. Manageren stiller med det bedste hold.

- Rooney er determineret ved hvert eneste VM og i Manchester United. Der er meget furore omkring ham. Han vil vise, hvad han kan, og han vil vinde kampe, siger Lampard ifølge dpa.

Det engelske fodboldforbund (FA) meddelte tirsdag, at Rooney selv havde bedt om en hårdere træning mandag. Netop reserverne på det engelske hold gennemgik mandag en hårdere træning end stamspillerne, og derfor var Rooney ifølge FA at finde blandt reserverne.

Englands næste kamp i gruppe D er på torsdag mod Uruguay.

/ritzau/

Dagens Gossip