Rooney ville væk på grund af midtbane-rolle

Wayne Rooney åbner nu for første gang op for de tanker, der lå bag hans overvejelser om at forlade Manchester United, hvor han ellers gennem mange år har været en bærende stamspiller.

Rooney har været i United siden 2004 og har spillet over 250 kampe for klubben er blevet lidt af et klubikon. Hans vilje til at arbejde stenhårdt og samtidig score mål på stribe har gennem mange år gjort ham til den største stjerne i klubben, men i den sidste tid med Sir Alex Ferguson som træner, var alting under forandring. I forårets anden kvartfinale mod Real Madrid i Champions League undlod Ferguson helt at give Rooney spilletid, hvilket indikerede uenigheder mellem de to.

Rooney fortæller nu åbent om, hvad det var, der gjorde forholdet mellem ham og Ferguson så betændt. Landsholdsangriberen blev bedt om at indtage en position på midtbanen, men det var bestemt ikke noget, der passede ham:

- Jeg fik at vide, at jeg skulle være midtbane, men det ville jeg ikke, forklarer Rooney ifølge BBC.

Normalt er trænerens dispositioner ikke til diskussion, men for en stjernespiller som Rooney, gælder der andre regler. Han ville ikke længere udelukkende tænke på holdet. For englænderen var det vigtigt også at tænke på sig selv:

- Jeg har det sådan, at jeg er kommet til et punkt i min karriere, hvor jeg er nødt til at være lidt egoistisk.

Rooney understreger, at alle i klubben jo godt vidste, at han brændte for angrebspositionen - og at det var med til at gøre placeringen på midtbanen endnu sværere at tackle for ham:

- Alle i klubben vidste, hvor jeg gerne ville spille. Det var nok derfor, jeg blev så skuffet (over at blive placeret på midtbanen, red.).

- Jeg synes faktisk, jeg gjorde det okay på midtbanen, men jeg ønsker ikke at spille der. Før i tiden havde jeg ikke noget problem med at spille en anden position, men jeg følte, at jeg fortjente at spille min favoritposition og det fik jeg ikke lov til.

Og med den nye manager David Moyes ved roret er alting tilbage ved det gamle. Moyes stod bag Rooneys professionelle debut i Premier League, da han var træner for angriberen i Everton for år tilbage, og Moyes har valgt at sende Rooney tilbage på favoritpositionen:

- David Moyes er kommet til, og han lader mig spille oppe foran. Og jeg nyder det.

Rooney åbner dog op for, at han på et tidspunkt kan rykke længere tilbage på banen og indtage en anden position:

- Jeg vil altid forsøge at hjælpe holdet. Jeg siger ikke, at jeg vil modsætte mig det (at spille en anden position, red.). Måske kan jeg spille på midtbanen, når jeg er blevet ældre og har mistet lidt af min hurtighed.

Dagens Gossip

Dagens TV