Rory McIlroy er med i toppen af årets sidste major

Rory McIlroy er favorit til at vinde årets sidste majorturnering i golf, og efter åbningsrunden af PGA Championship i Kentucky er nordireren godt på vej til indfri forventningerne.

McIlroy kom banen rundt i 66 slag - fem under par - og deler fjerdepladsen sammen med blandt andre svenskeren Henrik Stenson.

De er et enkelt slag fra en trio bestående af englænderen Lee Westwood samt de to amerikanere Kevin Chappell og Ryan Palmer på førstepladsen.

Rory McIlroy vandt i juli British Open, og efter sidste uges triumf i WGC-Bridgestone Invitational generobrede han førstepladsen på verdensranglisten.

Han lavede hele otte birdies på torsdagens runde, men på hullerne 10 og 11 satte han tre slag til med en dobbeltbogey og en bogey.

De to danske deltagere, Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen, ligger langt tilbage i feltet. 43-årige Bjørn åbnede med en runde i 75 slag - fire slag over banens par. Det blev til hele fem bogeys for danskeren, der også blev noteret for en enkelt birdie. Det rækker til en placering som nummer 124.

Thorbjørn Olesen har bedre muligheder for at komme med i weekendens finalerunde. Han ligger nummer 53 efter en runde i 71 slag - banens par.

Tiger Woods, der har døjet med rygsmerter, er fortsat langt fra topformen.

- Det var ikke særlig godt. Mange dårlige slag, og jeg fik aldrig puttet bolden hen til hullet, siger den 38-årige amerikaner, der senest vandt PGA Championship i 2007.

Woods brugte 74 slag og ligger på en delt 109.-plads.

/ritzau/

Dagens Gossip