Rosberg øger Formel 1-spænding med sejr i Brasilien

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

Lewis Hamilton har fordelen, men intet er afgjort i Formel 1-sæsonen inden det sidse løb i Abu Dhabi om to uger.

Det er status efter det brasilianske grandprix på Interlagos-banen, som Nico Rosberg vandt foran Hamilton.

Tyskeren brød dermed Mercedes-holdkammeratens stribe på fem sejre i træk, og nu er der kun 17 point mellem de to kørere inden det afgørende løb, hvor der uddeles dobbelt så mange point.

Sejren var helt efter bogen. Nico Rosberg har været hurtigst hele ugen, og det var også ham, der lagde ud i pole position efter at have kørt den hurtigste kvalifikationsomgang.

Samtidig så det ud som om, at Hamilton trak sig en smule i den interne duel, fordi han ikke ville risikere at sætte noget over styr.

Som stillingen er nu, kan han stadig blive nummer to i Abu Dhabi og blive verdensmester alligevel.

Interlagos-banen ved São Paulo har for nylig fået helt nyt underlag, som endnu ikke har nået at absorbere ret meget gummi.

Den rå asfalt og en høj overfladetemperatur viste sig at være rigtigt hård ved dækkene, og derfor måtte eksempelvis Wiliams-køreren Felipe Massa allerede efter sjette omgang i pit med flossede hjul.

Derfor blev grandprixet i høj grad et løb, hvor det i begyndelsen primært handlede om at passe på sine dæk, men også om at komme i pit, inden det dårlige dækgreb blev kritisk.

Det glemte Lewis Hamilton på 29. omgang, hvor han skred ud, røg af banen og mistede en del sekunder, inden han kom tilbage på sporet igen.

Det betød, at Rosberg længe kørte alene i front, men efter sidste pitstop på omgang 52 var Hamilton indenfor et sekunds afstand, og dermed var der i princippet åbnet for en duel, hvis ikke den førende i VM-stillingen altså havde kørt taktisk.

Danske Kevin Magnussen begyndte løbet i syvende startposition og kørte et ret anonymt løb, hvor han hele tiden lå i top-10.

Det endte med en niendeplads for Magnussen, som måtte se McLaren-teamkammeraten Jenson Button køre sig til en flot fjerdeplads.

Også feltets eneste brasilianer, Felipe Massa, fik noget at juble over. På hjemmebanen og med familien til stede i pitten sikrede han sig en tredjeplads, hvilket er en tangering af hans bedste resultat i sæsonen.

Og det blev altså opnået i et løb, hvor han måtte skifte dæk tidligere end beregnet, hvor han fik en tidsstraf på fem sekunder og hvor han i øvrigt kom til at køre ind i McLarens pitbox ved en fejl og hurtigt måtte vinkes videre.

Det suveræne Mercedes-team satte i øvrigt flere rekorder ved at tage første- og andenpladsen i løbet. Det var 11. gang i sæsonen, og det har ingen gjort før. Der er ligeledes ingen teams, der tidligere har opnået 30 podiepladser i en sæson.

/ritzau/