Rosenborg bad Bille om at klappe i

Nicki Bille lod sine fingre rette mod tasteturet lidt for ivrigt efter Rosenborgs nederlag til Sandnes søndag eftermiddag. I hvert fald tyder meget på, at den danske angribers blod og temperament stadig kogte efter udvisningen i nederlaget, eftersom han på Twitter lod frustrationerne gå ud over én af Sandnes' spillere.

Den opførsel tolererer man ikke i Rosenborgs ledelse. Straks efter tweetet lå til offentligt skue, tog de fat i Nicki Bille og gav ham en reprimande.

- Vi skal ikke opføre os sådan på de sociale medier. Vi har en del køreregler for dette, og det må spillerne forholde sig til, siger Rosenborgs administrerende direktør, Hroar Stjernen, til adressa.no og fortsætter:

- Spillerne kan godt være på de sociale medier, men der er nogen grænser. Det går blandt andet på ordbrugen. Derfor blev det til en løftet pegefinger til Nicki i går, siger Hroar Stjernen, der gav Bille besked om, at 'nok er nok'.

Nicki Bille blev udvist i slutfasen af Rosenborgs 1-0-nederlag på hjemmebane søndag aften. Straks stod frustrationerne ud ham, og den første respons var at plante en knytnæve i banen for derefter at rive trøjen i stykker, hvilket efterfølgende har vakt stor debat i Norge.

Senere på aftenen gjorde han ikke situationen bedre, da han valgte at sende en iøjefaldende kommentar af sted til én af Sandnes' spillere, Tommy Høiland. Nordmanden havde kort før lagt en halvprovokerende udmelding op på sin Twitter-profil, og det var den, Nicki Bille ikke kunne dy sig fra at svare på.

- Dejligt! Så ud, som om lille Bille ville have Sandnes-trøjen på til sidst, lød det fra Tommy Høiland.

Kun en time efter kom svaret prompte fra Nicki Bille.

- Sig det ansigt til ansigt i stedet for at være supermand på Twitter! #tøsedreng.

Mon ikke den Twitter-glade Nicki Bille er mere påpasselig med sin brug af det sociale medie i fremtiden?

 

 

 

Dagens Gossip