Rosenborg må nøjes med sølvmedaljerne

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

Den ellers så sejrsvante norske fodboldklub Rosenborg har de seneste to sæsoner måttet nøjes med bronzemedaljer i Tippeligaen.

Derfor havde fansene og spillerne sat næsen op efter guld denne gang, men de blev slemt skuffede på sæsonens sidste spilledag.

For selv om Rosenborg vandt 3-0 over Lillestrøm på udebane, så rakte det kun til sølvmedaljer.

De direkte konkurrenter fra Strømsgodset vandt også deres kamp mod bronzevinderne Haugesund med 4-0, og dermed slutter "Godset" på førstepladsen med et enkelt points forspring.

Rosenborg måtte undvære en karantæneramt Tobias Mikkelsen i kampen mod Lillestrøm, men til gengæld gjorde en anden dansker væsen af sig, da Mike Jensen allerede efter 18 minutter øgede til 2-0.

Det lagde pres på Strømsgodset, der i tilfælde af Rosenborg-sejr ikke kunne nøjes med uafgjort.

Ved pausen var stillingen i kampen mod Haugesund fortsat 0-0, men tre mål inden for 16 minutter og en udvisning til en modstander afgjorde kampen og dermed også mesterskabet.

Det er blot anden gang, at Strømsgodset vinder det norske mesterskab. Klubben hentede guld tilbage i 1970. Sidste år blev det til sølvmedaljer, ligesom man også er femdobbelt pokalmester.

Strømsgodset har den tidligere Sønderjyske-forsvarer Jarl André Storbæk i truppen.

Danske Nicki Bille Nielsen kom i øvrigt til skade med skulderen for Rosenborg og måtte lade sig udskifte halvvejs inde i kampen.

/ritzau/