Roskilde: Dansk DJ-stjerne skal løfte sin egen arv

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Når Anders Trentemøller natten efter fredag står på Roskilde Festivals største scene, Orange, er det med et betydeligt forventningspres.

Og det er helt og holdent hans egen skyld.

Sydsjællænderens sidste optræden på festivalen er nemlig gået over i den nyere Roskilde-historie.

For ikke nok med, at hans DJ-sæt blev rost til skyerne af såvel det dansende publikum som de imponerede anmeldere, så skete der også bemærkelsesværdige ting bag scenen denne sommeraften i 2009.

Trentemøller fik et opsigtvækkende tilbud fra den amerikanske superstjerne Kanye West, der havde spillet på Orange i løbet af aftenen.

Han ville gerne gæsteoptræde i danskerens show, hvilket for de fleste havde været et scoop af uoverskuelige dimensioner.

Men Trentemøller takkede nej. Han havde planlagt alt ned i mindste detalje, hyret danske gæstevokalister som Sort Sols Steen Jørgensen og sprængt budgettet med spektakulær sceneudsmykning af designeren Henrik Vibskov. Planen skulle overholdes.

Og historien viser, at den nu 41-årige musiker ikke behøvede en verdensstjerne som løftestang til succes.

Anders Trentemøller tiltrak sig for alvor opmærksomhed, da han i 2006 udgav debutalbummet "The Last Resort" med stemningsfuld elektronisk musik, som var karakteriseret ved en nærmest ekstrem detaljerigdom frembragt ved et nøjsomt arbejde med utallige lag af lydspor.

Numrene "Vamp" og "Moan" nåede vid udbredelse gennem højt profilerede reklamefilm for DSB og SAS, og især sidst blev et radiohit i en version med Ane Trolle på vokal.

Trentemøller kan dog også spille op til fest, hvilket et utal af klubhits og remix for prominente kunstnere som Depeche Mode, Franz Ferdinand, The Knife, Moby og Röyksopp vidner om.

På albumudgivelserne har tempoet dog været noget lavere, og det vil det måske også være på Roskilde Festival.

- Glæd dig til en koncert, der krydser analog indierock med neonlilla strømme af boblende synths og technobeats, skriver de på deres hjemmeside.

Tiden vil vise, om koncerten bliver lige så mindeværdig som forgængeren.

/ritzau/