Roskilde Festival forventer fordoblet overskud

Når regnskabet efter årets Roskilde Festival gøres op, ser det ud til at blive med et overskud, der er mere end dobbelt så stort som sidste år, hvor festivalen endte med at tjene 6,6 millioner kroner.

Festivalens administrerende direktør, Henrik Rasmussen, fortæller således til Ritzau, at han forventer et overskud på mellem 15 og 20 millioner kroner.

Det endelige resultat er dog omgivet med en vis grad af usikkerhed, da man selvsagt ikke kender de endelige tal for omsætning i boderne og udgifter til oprydning.

- Det bliver ikke 40, og det bliver ikke 30 millioner kroner. Men handelen kan flytte nogle millioner, forklarer Henrik Rasmussen, som glæder sig over de positive udsigter.

- Det er vigtigt for os at tjene penge, det har jeg aldrig lagt skjul på. Jo flere penge, vi tjener, jo mere kan vi give til almennyttige formål. Man kan ikke have et arrangement som vores, der hvert år kommer ud med et nul, konstaterer han.

Den forventede resultatfremgang skyldes til dels, at festivalen i år har solgt 5000 flere partoutbilletter end sidste år, men også, at man har foretaget interne ændringer, som har gjort, at omkostningerne har været lavere trods et højere antal gæster.

- Vi har en bedre styring og en anden måde at gøre tingene på, som rent faktisk har medført en besparelse, forklarer han.

Festivalen har blandet arbejdet med at gøre flere omkostninger variable frem for faste.

- Vi er en økonomisk supertanker med et udgiftsbudget, der nærmer sig 200 millioner kroner, og mange af vores omkostninger skal afholdes lige meget, hvor mange gæster der kommer.

- Jo flere af de omkostninger, vi kan få gjort variable, jo lettere er det at dreje supertankeren, konstaterer direktøren.

Han forklarer behovet for omrokeringen med en intens konkurrencesituation.

- Ungdommen er ikke så trofast, som den var i gamle dage, og vi er i konkurrence med alt fra en tur til Ibiza til andre musikarrangementer. Der sker simpelthen så meget, og man skal være oppe på dupperne for hele tiden at være bedst, vurderer han.

Direktøren håber også, at organisationsændringerne vil blive til glæde for gæsterne i form af et større musikbudget.

- Vi vil gerne kanalisere kedelige penge over til det sjove indhold, som publikum kan mærke og se, erklærer han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV