Roskilde Festival om ændring: Vi vil slutte med et brag

Det kan være en drøj omgang at vågne i sit festivaltelt søndag morgen og forsøge at mobilisere energi til endnu en dag med koncerter.

Men det behøver gæsterne heller ikke på næste år Roskilde Festival, hvor musikken som noget nyt slutter om lørdagen, og i stedet begynder en dag tidligere om onsdagen.

- Vi kan vente med at slukke musikken til klokken fire om natten om lørdagen, og det er det, der er planen. Vi vil slutte med et brag, det er sådan, det skal være, forklarer festivalens talsperson Christina Bilde til Ritzau.

Hun forklarer, at ændringen samlet giver plads til flere koncerter over de fire spilledage.

- Vi får 10 ekstra pladser i spilleplanen, fortæller Christina Bilde.

Det skylles, at festivalen fra at have to lange dage fredag og lørdag, og to korte torsdag og søndag, nu vil have tre dage med musik fra middagstid til sidst på natten torsdag, fredag og lørdag.

Ved at flytte hele festivalen en dag, håber talspersonen, at festivalgæsterne vil bruge sidstedagen på at feste og vente med at drage hjem til dagen efter.

- Vi forventer, at søndag bliver den store rejsedag, og at publikum bliver og tager det store brag med om lørdagen. Vi har kunnet se, at søndag er blevet en dag, hvor folk begynder at tage hjem, og så kan vi lige så godt sige, at det er en rejsedag, siger hun.

Spørgsmål: Men kommer I så ikke bare til at gøre lørdag til rejsedag, fordi folk brænder ud efter otte dages festival?

- Vi oplever ikke, at publikum brænder ud, og vi oplever, at otte dage er en rigtig passende længde til festivalen. Vi tror, at det er fordi folk skal op på arbejde eller videre til noget andet om mandagen, at mange rejser om søndagen.

Spørgsmål: Hvornår skal folk så være ude af pladsen om søndagen. Klokken 12, ligesom det plejer at være om mandagen?

- Det er for tidligt at sige helt præcist, men det vil stadig være omkring middag. Men det kan også være klokken 14.

Spørgsmål: Har publikum efterspurgt den her ændring?

- Nej, det er vores ønske, men det passer med den måde, vi har set, at publikum agerer, påpeger Christina Bilde.

/ritzau/

Dagens Gossip