Roskilde Festival sænker farten på motorvejen

Der kommer tryk på infrastrukturen, når Roskilde Festivals musikprogram torsdag aften for alvor sparkes i gang med Rolling Stones som de altoverskyggende hovednavn.

Og forventningen om voldsom trafik til og fra festivalpladsen har helt ekstraordinært fået myndighederne til at sænke hastighedsgrænsen på motorvejen langs festivalpladsen til 80 kilometer i timen.

- Vi forventer utroligt mange mennesker og tæt trafik. Derfor har politiet bedt os om at sænke fartgrænsen, fortæller vagthavende Cem Akay fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter til Ritzau.

Hastighedsnedsættelsen gælder på strækningen fra afkørsel 9 ved Trekroner i øst til afkørsel 14 Roskilde Vest.

Den trådte i kraft onsdag eftermiddag og opretholdes til og med søndag, hvor de sidste koncerter afvikles.

Roskilde Festival har været i dialog med Vejdirektoratet og politiet om den midlertidige fartgrænse, og sikkerhedschef Morten Therkildsen kalder tiltaget "ekstraordinært".

- Vi har bedt om, at man sænker hastighedsgrænsen, for vi vil ikke risikere nogen uheld, hvor folk banker ind i en kø af biler, forklarer han og tilføjer, at der vil være hastighedskontrol langs strækningen.

Arrangørerne forventer, at trafikken omkring festivalpladsen vil kulminere i løbet af torsdagen på grund af aftenens Rolling Stones-koncert.

- Der kommer en stor trafikbølge. Der kommer en del gæster i aften, som kommer i bil og tager den hjem igen efter Rolling Stones, forklarer Morten Therkildsen.

Han opfordrer derfor gæster fra Hovedstadsområdet til at tage en alternativ vej til festivalpladsen.

- Mange af dem kommer ad Holbækmotorvejen, men hvis de i stedet kørte ad Køge Bugt Motorvejen, ville de have meget nemmere ved at komme hertil, påpeger han.

/ritzau/

Dagens Gossip