Roskilde: Lørdagen byder på et varieret musikprogram

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Titusindvis af festivaldeltagere med dobbelt så mange ømme fødder kan lørdag se frem til et varieret musikprogram på Roskilde Festival.

Allerede til middag rammer den danske folk-, pop- og rocksnedker Jonas Haahr Petersen Avalon-scenen med sit soloprojekt, Hymns From Nineveh, der tidligere er blevet sammenlignet med navne som Leonard Cohen og Jeff Buckley.

En time senere, klokken 13, står den på alternativ lyrisk rock, når danske Nikolaj Nørlund spiller på Arena. Under denne specialkoncert flankeres Nørlund med den skarpe pen af en stribe danske musikere for at hylde dansk musik anno 2014.

Klokken 14 vælter det skandinaviske jazzensemble Fire! Orchestra ind over Avalon med den svenske saxofonist Mats Gustafsson i spidsen og en meget lang række ansete jazzmusikere på holdet. Det bliver vredt, vildt og velspillet.

Svenske Jenny Wilson indtager Arena klokken 16 med sine alternative og skrøbelige popsange.

På Orange Scene skydes dagen i gang klokken 17 med danske Psyched Up Janis, hvis ikoniske grunge-rock vil blæse publikum tilbage til 1990'erne, samtidig med at Omar Souleyman spiller elektro-arabisk musik på Apollo.

Britiske Arctic Monkeys lander på Orange Scene som lørdagens altoverskyggende hovednavn klokken 22, hvor også de danske hippie-rockere i Spids Nøgenhat fyrer op under Avalon.

Til midnat spiller amerikanske Interpol mørk, dansabel new-yorker-rock på Arena efter fire års stilhed.

Klokken 01 er der amerikansk hip-hop på Orange Scene med Major Lazer, der tidligere har arbejdet sammen med folk som Wyclef Jean og Bruno Mars.

Natteravnene kan se frem til amerikansk støjpop med duoen Sleigh Bells på Arena, britisk indierock med Slowdive på Avalon og afrohouse med Dj Nigga Fox på Apollo. De spiller alle klokken 02.

/ritzau/