Roskilde på vej med bedre campingforhold

Folk, der har besøgt Roskilde Festival i løbet af de seneste syv år, har med stor sandsynlighed stiftet bekendtskab med et stort, støvet område, afspærret af hegn.

En gigantisk grusgrav har siden 2006 bevæget sig rundt på en meget central del af festivalens campingareal med store gener til følge for gæsterne.

- For vores kære gæster har det været ad helvede til, konstaterer Søren Mariegård, tidligere arealansvarlig og nuværende drifts- og udlejningschef hos Roskilde Festival.

- De mest populære arealer er dem, der ligger tættest på festivalpladsen, og de har været taget fra publikum, påpeger han.

Men nu er det snart slut. Store del af grusgraven er allerede fyldt op, og i år kan den første del af arealerne helt tæt på festivalpladsen for alvor tages i brug.

- Næste år vil der ikke være noget hul tilbage. Så er grusgraven helt væk, men der kommer til at gå et par år, før vi kan benytte hele arealet, forklarer Søren Mariegård.

I år rykker festivalens oppustelige scene, Apollo, ind på det tidligere grusgravsareal, ligesom enkelte gæster får mulighed for at slå lejr på det attraktive område.

De sidste mange år har gæsterne måttet døje med større afstande på campingarealerne på grund af grusgraven.

- Infrastrukturen har været meget påvirket. Vi har haft nogle få, massive indgange, og nogle gæster har måttet gå længere for at komme ind på pladsen, forklarer Søren Mariegård.

Nu giver grusgravens forsvinden imidlertid mulighed for, at festivalen i samarbejde med Roskilde Kommune kan udvikle campingområdet til glæde for både gæster og borgere, som kan benytte de rekreative områder resten af året.

- Der er lavet en helhedsplan for området med permanente veje, el, vand og kloakering. Det bliver en væsentlig forbedring for publikum, siger Søren Mariegård.

Han forklarer, at udviklingen blandt andet kan bane vejen for flere vandskyllende toiletter på campingområdet.

Om 10 år vil gravemaskinerne dog vende tilbage til den sydlige og østlige del af campingarealet.

- Men til den tid har vi fået alle de gamle arealer tilbage, pointerer Søren Mariegård.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV