Roskilde Bordtennis BTK 61 er tilbage på den danske bordtennistrone hos herrerne.
I den tredje og afgørende finalekamp vandt det sjællandske hold mandag aften i Roskilde Kultur og Idrætscenter over de forsvarende mestre, Københavns Bordtennisklub, med 5-2. De fik dermed en fornem revanche for 1-5 nederlaget i den anden kamp.
Roskilde havde flyttet 44-årige Allan Bentsen ned i andet parkryds, og han sluttede af med 3-1 over ungareren Daniel Kosiba.
Det var veteranens 48. danske titel.
– Afgørende for udfaldet er Gao Fans 3-0 sejr over Daniel Kosiba i den første kamp og Allan Bentsens placering i andet parkryds, siger Roskilde-formand Martin Lundkvist.
Københavns Bordtennisklubs egypter, Omar Assar, vandt for tredje kamp i træk sine to singler og var gæsternes eneste vinder.
– Han var finalens bedste spiller. Både meget boldsikker og hårdtslående, konstaterer Martin Lundkvist.
Foruden Gao Fan og Allan Bentsen talte guldholdet Finn Tugwell og spanieren Jesus Cantero.