Roskildes musikchef: De unge greb chancen på Orange

Skrevet af admin

05/07/2015

Dagens topnyheder

Roskilde Festival er slut, og det er en ovenud tilfreds musikchef, som gør status over den seneste uges festival.

- Det er gået rigtig godt, og vi synes selv, at vi har haft mange gode koncerter på årets festival, siger Anders Wahrén.

Musikchefen glæder sig især over, at årets festival har budt på mange store oplevelser på festivalens hovedscene, Orange Scene, hvor unge kunstnere blandt andet har været på programmet.

- Noget af det, som jeg hæfter mig ved, er at nogle af de unge hovednavne, som vi har haft på Orange Scene, er lykkes. Kendrick Lamar og Disclosure leverede varen oppe på den store scene, selvom de er tidligt i deres karrierer.

- Det vidner om, at der er masser af navne at tage af i de kommende år, siger Anders Wahrén.

Men musikchefen letter også på hatten over flere af de danske navne, som har været på dette års plakat.

Han glæder sig over, at de danske artister gør lidt ekstra ud af det, når de spiller på Roskilde, hvor de ofte har forskellige gæster med på scenen.

- De vil altid gerne gøre lidt ekstra på Roskilde Festival, og det er dejligt for os. Det er så fedt at se, og der kan man fremhæve Lars H.U.G., Pede B og Suspekt, som alle kom med et helt specielt show, som de lykkes med, siger musikchefen.

Men det er ikke kun de mange artister, som musikchefen har ros til, da festivalen går på hæld. Også gæsterne var med til at gøre koncerterne til en helt speciel oplevelse for alle parter.

- Vi er igen blevet bekræftet i, at vi har et helt fantastisk publikum. Det er både noget, som vi selv kan se, men også noget, som vi hører fra musikerne, efter at de har spillet. Mange af dem taber kæben over publikum, fordi de er så entusiastiske, siger Wahrén.

Roskilde Festival har rykket festivalen én dag, så den er blevet afholdt fra onsdag til lørdag i modsætningen til tidligere, hvor det var fra torsdag til søndag. Og den beslutning er festivalen glade for.

- Alt tyder på, at vi har ramt plet. Vi har fået en onsdag, som på sigt vil gøre stor gavn for os, når vi booker navne, og det har givet os en lørdag, som kan være en federe måde at slutte festivalen på end en lidt mere flad søndag.

Anders Wahrén og resten af musikgruppen på Roskilde Festival er allerede i gang med at planlægge næste års festival.

- Vi er i gang med at tale med nogle af de allerstørste navne. Det er man nødt til, fordi de har så lang en planlægningshorisont, siger han.

/ritzau/