Roskildesyge rammer madens ministerium: 131 er syge

Fødevareministeriet og fire andre departementer er blevet ramt af roskildesyge.

I alt 131 medarbejdere i Fødevare-, Justits-, Forsknings-, Økonomi- samt Erhvervsministeriet er ramt af norovirus - bedre kendt som roskildesyge - efter besøg i en fælles kantine på Slotsholmen.

Det bekræfter udbrudskoordinator i Fødevarestyrelsen, Morten Lisby, over for Ritzau.

- I onsdags fik vi en melding om, at der var nogle køkkenmedarbejdere, der var blevet syge tirsdag eftermiddag og natten til onsdag. Så viste det sig, at flere af de gæster, der havde spist af buffetmaden mandag, også var blevet syge. Vi er nu oppe på 131 syge i alt i de her fem ministerier, siger han.

Fødevarestyrelsen kan ikke pege på, hvor udbruddet præcist er opstået. Men smittetidspunktet har været omkring frokosttid mandag.

Det kom allerede frem på Fødevareministeriets intranet onsdag, at 60 medarbejdere var sygemeldt på grund af symptomer på den yderst smitsomme roskildesyge, der medfører opkast og diarré.

Kantinens køkken er nu blevet "nulstillet".

- Man går ind og nulstiller køkkenet. Alt, hvad der har været håndteret af fødevarer siden i mandags, er blevet kasseret. Så har man kloret alt udstyr og alle overflader, fortæller Morten Lisby.

- Nu skal medarbejdere i køkkenet være særligt opmærksomme på, om de bliver syge, og de skal have en særligt god håndhygiejne, siger han.

Toiletter og tekøkkener er også blevet kloret.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV