Rottejagt i Dagli'Brugsen

Skrevet af Elo Christoffersen

23/01/2014

Dagens topnyheder

Beboerne i Ulkebøl må finde et andet sted end Dagli’Brugsen, når der skal handles købmandsvarer. Årsagen er, der har været en rotte indenfor i butikken, skriver Sønderborg Nyt.

- Tirsdag eftermiddag opdagede vi nogle rugbrød, der var bidt af og  konstaterede, det kunne være en rotte, der havde haft tænderne i, siger Jens Wind, der er direktør for Dagli’Brugsen.

Umiddelbart efter lukkede personalet butikken ned og kontaktede Fødevarestyrelsen.

- Vi fik sendt bud efter en rottehund, der fandt et hul i væggen, som vi fik muret til i håbet om, at rotten ikke ville komme igen, siger Jens Wind til Sønderborg Nyt.

Hunden reagerede ikke andre steder i butikken. Men melspor natten til onsdag afslørede, at der måtte være flere veje ind.

Rotten kom igen

- Franks TV-inspektion fandt et afløb under kølerne. Røret havde en vandlås, der ikke var vand i og det kan næsten kun være dér, rotten kommer ind, siger Jens Wind.

Vandlåsen er der hældt vand i og der er sat såkaldte rotte-spærrere i rørene, så der er ensrettet den rigtige vej for eventuelle rotter. Nemlig ud af butikken.

Onsdag aften bliver der igen drysset mel i butikken og håbet er, der ikke sættes spor i det natten til torsdag. Så kan der nemlig ringes til et rengøringsselskab, der kan tage alle varer ned fra hylderne og gøre grundigt rent.

- Inden vi kan åbne, skal der være to nætter, hvor der ikke sættes melspor efter rotter. Hvis der ingen kommer i nat, så tager vi chancen for at vinde en dag ved at gøre rent torsdag, siger Jens Wind.

Kommer der heller ingen melspor natten til fredag, så kan der igen hentes frisk mælk og andre varer i Dagli’Brugsen på lørdag.

Det er Fødevarestyrelsen, der skal give tilladelse til at åbne igen.

Jens Wind fortæller, at SuperBrugsen ikke lægger skjul på, at lukningen skyldes rotter. SuperBrugsen reagerede både hurtigt og rigtigt, så der er taget hånd om fødevare-sikkerheden og kundernes helbred. Skiltet i døren forklarer grundigt, hvad der er gjort.