Rouhani lover atomsanktioner mod Iran hævet inden nytår

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Internationale atomsanktioner mod Iran ophæves inden udgangen af i år, lyder planen - og håbet - fra den iranske præsident.

- Ifølge vores plan skal de tyngende sanktioner mod Irans islamiske republik ophæves med udgangen af i år, siger Hassan Rouhani ved en velkomstceremoni for den nye spanske ambassadør i hovedstaden Teheran.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, godkendte onsdag i sidste uge atomaftalen mellem Teheran og den internationale gruppe bestående af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland.

Khamenei gav ved den lejlighed ordre til, at den bliver implementeret på "visse betingelser".

Irans største autoritet kræver, at USA og EU klart bør meddele, at sanktionerne mod Iran fjernes. Det har han meddelt Rouhani.

Khamenei pointerede også, at Iran ikke vil opgive lagre af beriget uran eller ændre tungtvandsreaktoren i Arak, før et stridspunkt om mulige militære dimensioner i det omstridte atomprogram er løst.

/ritzau/AFP