Rouhanis tale var sød musik i ørene på iranerne

Hassan Rouhani erklærede i sin tale ifølge Rasmus Elling klart og tydeligt, at Iran var indstillet på internationalt samarbejde frem for benspænd.

Han understreger, at det dog primært er den højere middelklasse, som har haft mulighed for at se og høre talen ucensureret og uafbrudt.

»Den højere middelklasse i Iran, som har adgang til satellit-tv, har formentlig klappet i hænderne og følt, at det var rart med et nyt ansigt udadtil, en ny repræsentant for et land, som før er blevet fejlrepræsenteret af en sensationalist,« siger Rasmus Elling med henvisning til tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad.

»I den brede befolkning har folk kun hørt bidder af talen, men det har formentlig ikke kun været bidder på stats-tv, som passer med den officielle retorik, som de har hørt. De har således også god grund til at være tilfredse,« siger han.

Hassan Rouhani opfordrede tirsdag USAs præsident Barack Obama til at ignorere »pres fra krigsmagere« og arbejde for et bedre forhold mellem de to lande, og det er ifølge Rasmus Elling en tydelig gestus over for amerikanerne, at Rouhani vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at skabe tillid mellem de to nationer.

»Det er en markant kursændring i forhold til den forgangne iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad, der ikke gjorde meget for at pleje Irans image i verdenssamfundet,« siger Rasmus Elling.

Den iranske leder gentog under talen endnu en gang, at landets atomprogram udelukkende har fredelige formål.

»Atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben har ingen plads i den iranske sikkerheds- og forsvarsdoktrin og er i modstrid med vores fundamentale religiøse og etiske overbevisninger,« sagde Hassan Rouhani.

Han tilføjede, at det internationale samfund må acceptere Irans nukleare aktiviteter, som vestlige lande mener dækker over et forsøg på at lave atomvåben.

FNs Sikkerhedsråd har fire gange vedtaget sanktioner mod Iran på grund af landets uranberigelse.

Dagens Gossip