Royal Unibrew øger optimismen efter opkøb

Optimismen bunder dels i det gode nordvesteuropæiske vejr i begyndelsen af tredje kvartal, men især i købet af det finske bryggeri Hartwall, som Royal Unibrew købte i begyndelsen af juli for at styrke sin tilstedeværelse i det nordøstlige Europa.

»Vi har med købet af den finske bryggerivirksomhed Hartwall i begyndelsen af juli 2013 udnyttet en unik mulighed for at styrke vores markedsposition i den nordøst-europæiske region. Købet er helt i tråd med vores overordnede strategi om at fokusere på markeder, hvor vi kan opnå en væsentlig position. Jeg forventer, at købet vil styrke Royal Unibrews indtjening pr. aktie før integrationsomkostninger i 2014,« siger administrerende direktør Henrik Brandt i regnskabsmeddelelsen.

I andet kvartal omsatte Royal Unibrew for en milliard kroner og landede et nettoresultat på 142 millioner kroner. Vesteuropa er klart selskabets hovedmarked med en omsætning på 732 millioner og et resultat før skat på 122 millioner kroner. I Nordøsteuropa omsætter Royal Unibrew for 205 millioner kroner med et resultat før skat på 25 millioner kroner.

Royal Unibrew dropper direktionens hidtidige kontante bonusordning og erstatter den med et incitamentsprogram til direktionen på 33 millioner kroner.

Dagens Gossip