Rudi Völler raser efter 0-5: United slagtede os

Skrevet af admin

28/11/2013

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Bayer Leverkusens sportsdirektør, Rudi Völler, er rasende, efter at han onsdag aften så sit hold tabe 0-5 på hjemmebane til Manchester United i Champions Leagues gruppe A.

Den tidligere tyske landsholdsspiller og tyske landstræner ærgrer sig over, at hans hold indkasserede tre mål i kampens sidste fjerdedel, så ydmygelsen blev total.

- Vi havde ikke nok vilje til at vende kampen i anden halvleg. Det var dårligt, siger han til uefa.com.

- Måske har vi for stor respekt for hold som United. Uanset hvad kan vi ikke tillade, at vi bliver slagtet på denne måde, siger Rudi Völler.

Leverkusen ligger nummer to i Bundesligaen efter Bayern München, men det var ikke til at se i kampen mod Manchester United.

Midtbanespilleren Simon Rolfes har det heller ikke godt efter det store nederlag.

- Det var en virkelig hård aften for os.

- Deres andet mål nedbrød vores moral en smule, selvom vi egentlig kom udmærket fra start. Efter det tredje mål var kampen overstået, siger Simon Rolfes.

Bayer Leverkusen ligger efter 0-5-dukkerten nummer tre i gruppe A med syv point for fem kampe.

Manchester United topper gruppen med 11 point, mens ukrainske Shakhtar Donetsk er nummer to med otte point efter 4-0-sejren hjemme over Real Sociedad.

Spanierne er sidst med et point.

/ritzau/