Rudy Markussen udfordrer Patrick Nielsen på pressemøde

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

Der var drama og bandeord for alle pengene på onsdagens pressemøde, som var planlagt til at handle om Patrick Nielsens boksekamp på lørdag mod argentineren Ruben Acosta.

Men pludselig trådte Rudy Markussen ind af døren til pressemødet, og så blev der ellers pisket en stemning op mellem de to danske boksere.

- Hvad så Patrick. Jeg kommer for at lave en aftale. Giv mig en fair chance efter sommerferien.

- Jeg er ikke bange for at møde dig Patrick. Jeg har været væk to et halvt år. Efter sommerferien er jeg klar, siger Rudy Markussen.

Rudy Markussen kræver, at han har 12 ugers forberedelse, efter at en eventuel kontrakt bliver underskrevet. Den opfordring gav Patrick Nielsen dog ikke meget for.

- Hvor meget tid skal du have? Lad det ske.

- Rudy, sig nu bare ja i stedet for alt det mundlort. Lad os bokse den 20. juni, hvis du har nogle nosser, siger Patrick Nielsen og tilføjer:

- Fucking kylling.

Patrick Nielsen nåede også at forholde sig til lørdagens kamp mod Ruben Acosta, inden Markussen dukkede op.

- Jeg føler ikke, det er risikabelt at tage kampen mod Acosta. Jeg lever og ånder for boksning, og jeg er klar.

- Ruben er en god bokser, der har stået over for nogle hårde gutter. Men jeg har sagt, at jeg vil banke ham og slå ham ud, og jeg står ved mine ord, siger Patrick Nielsen.

Ruben Acosta har stor respekt for danskeren, som dog skal forvente et nederlag.

- Patrick er ung, han er stærk, men vi har fundet nogle svagheder i hans boksning, som jeg vil udstille på lørdag. Jeg er ikke bare kommet her for at hente min check og tage hjem. Jeg er kommet for at vinde, siger argentineren.

/ritzau/