Rui Costa laver hattrick med ny triumf i Schweiz

Skrevet af admin

22/06/2014

Dagens topnyheder

Den portugisiske cykelstjerne Rui Costa (Lampre) sikrede sig søndag den samlede sejr i Schweiz Rundt for tredje år i træk.

På løbets niende og sidste etape gik sidste års verdensmester til angreb på tyske Tony Martin (Omega Pharma-Quick-Step), der ikke kunne forsvare løbets gule førertrøje, da det gik op mod målbyen Saas-Fee.

På stigningen, der var uden for kategori, satte portugiseren sit angreb ind sammen med Bauke Mollema (Belkin) og Mathias Frank (IAM), der også lå godt til i klassementet.

På de sidste kilometer frem mod målstregen stod det klart, at en af de tre ryttere ville ende som samlet vinder af etapeløbet.

Mathias Frank forsøgte at stikke, men Rui Costa satte straks efter det schweiziske cykelhåb. Portugiseren fik slået et hul og kunne køre etapesejren hjem.

Selv om tempokongen Tony Martin kæmpede bravt bagude, så endte han med at blive kørt af podiet.

Løbets samlede andenplads gik til Mathias Frank, mens Bauke Mollema sluttede som treer.

/ritzau/