Rullende dyrlægeklinik hjælper, når dyrene har brug for en dyrlæge

Kolding har fået en rullende dyrlæge. Det er Eva Christensen, der har startet den rullende praksis, hvor hun kører ud, når dyrene har brug for dyrlæge.

- Det er dagens travle familier, med børn der skal hentes, lange arbejdsdage og en stigende efterspørgsel på hjemmebesøg, der har fået mig til at starte selv, forklarer dyrlæge Eva Christensen om sin helt nye dyrlægepraksis, Dyrlæge Eva Christensen.

Men hun synes også, det er spændende at stå på egne ben. Med erfaring som dyrlæge fra Aabenraa Heste- og Dyrehospital, Vejen Dyrehospital og som underviser for nye veterinær-sygeplejersker i Kolding har hun et solidt fagligt fundament.

Da hun bemærkede et behov for at få hjælpen bragt ud til dyrene, tog hun springet og etablerede sig som selvstændig dyrlæge.

Mindre stress

- Ikke alle har bil til transport, det kan være besværligt at transportere en syg hest ind til en dyrlægepraksis. Så er det meget tryggere for dyrene med hjemmebesøg, understreger Eva Christensen, som lægger stor vægt på at snakke med både dyr og ejer.

Når hun kører ud til for eksempel Fyn eller Sønderjylland, bruger hun Facebook til at annoncere turen. Så kan kunderne selv skrive tilbage, hvis hun skal lægge vejen forbi dem.

- Dyrene undgår at sidde i et venteværelse sammen med en masse andre dyr. De bliver ikke bange på samme måde, når det er på deres hjemmebane. Så opfatter de ikke dyrlægen som en trussel i lige så høj grad. Perioden hvor de stresser bliver betydelig kortere, slutter Eva Christensen.

Dagens Gossip

Dagens TV