Rullepølsefabrik har først haft problemer med listeria

Skrevet af admin

12/08/2014

Mest læste i dag

Det er ikke første gang, at pølsefabrikken Jørn A. Rullepølser A/S i Hedehusene kommer under fødevaremyndighedernes lup.

I 1999 blev et parti kogt oksebryst fra virksomheden trukket tilbage, efter at der var blevet fundet listeriabakterier, og i 2012 fik virksomheden også besked på at trække et af sine produkter tilbage, efter der var blevet fundet listeriabakterier i en cervelatpølse.

Derudover har virksomheden fået en lang række anmærkninger i forbindelse med kontrolbesøg fra fødevaremyndighederne i år, skriver politiken.dk.

I en rapport fra 23. april i år berettes der om fund af "et fremmedlegeme" i en oksespegepølse, men ifølge kontrolrapporten har Jørn A. Rullepølser ikke gjort nok for at trække varerne tilbage fra alle virksomheder.

- Det indskærpes, at virksomheder ved konstatering af fremmedlegemer i et produkt straks foretager en dokumenteret tilbagetrækning af partiet fra samtlige aftagere, står der i rapporten.

I samme rapport kan man også læse, at virksomheden har problemer med opbevaring af ren plastemballage, som blev opbevaret ved siden af rammer, der "er synligt fedtede eller snavsede", står der ifølge Politiken i rapporten.

De forhold var blevet udbedret, da fødevaremyndighederne kom igen to uger senere, kan man læse i den opfølgende rapport.

Beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Kim Sigsgaard, afviser, at Jørn A. Rullepølser skulle være lukket allerede i maj i år, da man opdagede listeria-bakterierne.

- Det jeg kan forholde mig til er, at vi i maj måned i en almindelig prøve har fundet listeria, hvorefter produktet straks blev trukket tilbage fra markedet.

- Derefter fik virksomheden styr på problemerne, og i den mellemliggende periode har der så ikke været nogen problemer, så derfor har de kunne køre videre, siger Kim Sigsgaard.

Ritzau har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jørn A. Rullepølser til de tidligere sager.

/ritzau/