Rumæner gemte sig under bil efter indbrud

En 30-årig mand fra Rumænien skal for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Randers mandag, hvor han er sigtet for indbrud i en guldsmedeforretning i Brødregade i Randers, oplyser Østjyllands Politi.

Indbruddet blev begået tidligt mandag morgen klokken 04.07, hvor et vidne bemærkede, at to "maskerede mænd" smadrede ruden til forretningen med en stor hammer.

Begge mænd kravlede videre ind i forretningen, hvor de knuste flere montrer med smykker.

Der blev straks sendt flere politipatruljer til stedet, og gerningsmændene flygtede til fods i hver sin retning, da de så den første politipatrulje.

Politiet kunne anholde den 30-årige mand klokken 04.15, hvor han havde gemt sig under en bil i en lukket gård i Trangstræde.

Det lykkedes medgerningsmanden - omkring 30 år, 180 centimeter høj, iført mørkt tøj - at flygte fra stedet. Et vidne havde hørt, at gerningsmændene talte "udenlandsk" indbyrdes.

Uden for forretningen havde de flygtende gerningsmænd efterladt en Lidl-bærepose med adskillige smykker.

/ritzau/

Dagens Gossip