Rumænien rejser hjem fra EM: Vi har skuffet millioner

Skrevet af admin

20/06/2016

Mest læste i dag

De rumænske landsholdsspillere kan pakke kufferterne og sætte kurs mod Bukarest efter 0-1-nederlaget til Albanien søndag aften.

Rumænerne var ellers klar favorit mod EM-debutanterne, men stod ikke for presset, og nu må de rejse hjem med kun et point på bundlinjen - et facit, der kun kan betegnes som en stor skuffelse.

- Når man ikke kan vinde en kamp, fortjener man heller ikke at gå videre, konstaterer landstræner Anghel Iordanescu ifølge uefa.com.

- Jeg sagde på forhånd, at dette var en generations vigtigste kamp, og det holder jeg fast i. En sejr ville have været en belønning for denne generation. Spillerne gjorde alt, hvad de kunne for at komme videre, siger den 66-årige landstræner.

Han erklærer sig tilfreds med præstationerne i de to første kampe, hvor det blev til et knebent nederlag til Frankrig efterfulgt af uafgjort mod Schweiz.

- Men nederlaget til Albanien gør ondt, siger Iordanescu.

Lige som i kvalifikationskampene viste rumænerne sig noget stærkere i forsvaret end i angrebet, som i den sidste ende blev en tand for harmløst.

Holdets to mål i turneringen blev begge scoret på straffespark, og heller ikke da EM-livet stod på spil i anden halvleg mod albanerne, lykkedes det Rumænien at mobilisere den nødvendige målfarlighed.

- Jeg er meget, meget skuffet. Jeg kan ikke finde ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det, efter at vi har skuffet millioner af fans, der troede på os, siger midtbanespilleren Nicolae Stanciu.

- Vi kontrollerede kampen, men formåede ikke at skabe åbne målchancer og var ikke konsekvente nok foran mål, konstaterer Stanciu.

Rumænerne kan nu se frem til VM-kvalifikationskampene, der begynder efter sommerferien.

Danmark er blandt de modstandere, Rumænien skal slås med for at sikre sig adgang til slutrunden i Rusland om to år.

/ritzau/