Rumænsk nedtur: Danmark kan nu selv afgøre EM-skæbnen

Landstræner Jan Pytlick og de danske håndboldkvinder kan nu selv afgøre holdets skæbne ved EM.

Danskerne gik ind til mellemrunden uden at være sikre på, at tre sejre ville række til en plads i semifinalerne. Det gør de nu.

Med god hjælp fra dommerne lykkedes det i slutminutterne de ungarske EM-værter at slå Rumænien med 20-19, hvilket fjerner rumænerne som en trussel for Danmark.

Rumænerne førte ellers med to scoringer godt fem minutter før slutfløjt, men Ungarn kom på 20-19.

Blandt andet på grund af en hård udvisning til rumænerne, der endda måtte se Ungarn få tilkendt et fejlagtigt straffekast, der resulterede i udligningen til 19-19.

40 sekunder før tid blev der også dømt angrebsfejl mod Rumænien, der på den måde fik spoleret chancen for at tage den nødvendige sejr.

Resultatet er til gengæld perfekt for Jan Pytlicks danske landshold, der nu skal slå Spanien og Ungarn i de to sidste kampe i mellemrunden for at nappe en plads i semifinalerne.

Tidligere lørdag slog danskerne Polen 28-19 i det første opgør i mellemrunden.

/ritzau/

Dagens Gossip