Rumaflytning i muskelbiler afslørede røverbande

Skrevet af admin

05/03/2014

Mest læste i dag

I forbindelse med flere villaindbrud i Aarhusområdet i sidste halvår af 2012 stjal de uindbudte gæster bilnøglerne til flere dyre såkaldte muskelbiler, som de efterfølgende skiftede nummerplade på og kørte rundt i.

Bilerne, som blandt andet omfatter en Audi S6 og BMW M3 Coupe, blev brugt som transportmiddel og flugtbil ved flere bankrøverier og tyverier.

Politiet opdagede bilerne, men i stedet for at anholde bagmændene valgte politiet at installere rumaflytning og teleobservation i bilerne. Teleobservation er en terminal i bilerne, som registrerer, i hvilket område bilerne befinder sig.

Det fik politiet på sporet af i alt seks formodede gerningsmænd, som er tiltalt for at have begået flere røverier og tyverier i Østjylland.

Politiet har også foretaget dna-undersøgelser af nakkestøtter i bilerne, hvilket med stor sandsynlighed matchede den ene af de tiltalte.

Udbyttet fra røverierne og tyverierne løber op i flere millioner kroner.

Tre personer er tidligere dømt i sagen. De har fået domme fra to år og tre måneders fængsel og op til fem års fængsel.

Retten i Aarhus indledte onsdag sag mod de sidste tre medlemmer af røverbanden.

To af de tiltalte nægtede sig skyldig i alle forhold og tilkendegav samtidig, at de ikke ønskede at afgive forklaring i retten.

Den tredje tiltalte erkendte sig skyldig i flere forhold - heriblandt et bankrøveri mod en Sydbank-filial i Horsens. Han vil heller ikke på nuværende tidspunkt udtale sig i retten, men åbnede op for at gøre det på et senere tidspunkt.

Østjyllands politi fik færden af røverbanden i begyndelsen af 2012. Her fik de mistanke om, at der var fælles bagmand til flere røverier i banker og sparekasser, hvor fremgangsmåden havde været den samme.

Røverier og tyverier er dog ikke ukendt land for de tiltalte, der af politiet beskrives som garvede kriminelle.

Flere af dem deltog i 2007 i et kup mod en værdicentral i Brabrand, hvor det lykkedes dem at slippe af sted med 27 millioner kroner.

I februar 2009 kostede det fem gerningsmænd fire års fængsel for tyveri, da der hverken var anvendt vold eller trusler ved kuppet.

/ritzau/