Rumkaptajn melder fra Sojus: Andreas har sovet godt

Skrevet af admin

03/09/2015

Mest læste i dag

Den danske astronaut Andreas Mogensen og hans to medpassagerer på det russiske rumfartøj Sojus har sovet godt og er ved godt mod på andendagen af deres mission til rumstationen ISS.

Rumfartøjets kaptajn, russeren Sergei Volkov, var torsdag morgen i radiokontakt med kontrolcentret i Moskva, og meldingen var alt godt, oplyser det europæiske rumagentur, European Space Station (ESA), på en blog om missionen Iriss.

- Sergei, som er på sin tredje tur i en Sojus, talte på vegne af de tre, og meldingen lyder, at de har sovet godt og er i god form og meget glade, lyder det fra ESA.

Andreas Mogensen blev som den første dansker sendt i kredsløb om Jorden tidligt onsdag morgen. Han blev sendt af sted i rumfartøjet Sojus fra en russisk rumbase i Kasakhstan og skal efter planen tilbringe ti dage i rummet.

Næste punkt på programmet torsdag er et måltid mad og en lur for de tre astronauter, som ud over danskeren og russeren også tæller Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan. Astronauterne skal spise og sove på helt fastlagte tidspunkter undervejs.

- Holdet skal spise deres frokost, som Aidyn Aimbetov var ved at forberede, mens Sergei talte i radioen. De skal efter planen hvile sig klokken 11:00 GMT (klokken 13 dansk tid, red.), skriver ESA.

Den erfarne russiske rumkaptajn er øvrigt svært tilfreds med temperaturen om bord på Sojus TMA-18M.

Sergei Volkov har haft lidt problemer med at holde varmen på sine to første ture i rummet, men temperaturen på rumfartøjet Sojus er denne gang "meget behagelig", lyder det ifølge ESA fra kaptajnen.

Astronauterne på Sojus skal tilbringe to døgn i kredsløb om Jorden, inden de fredag skal kobles til Den Internationale Rumstation, ISS. Her skal Andreas Mogensen tilbringe otte dage, inden han vender hjem igen.

/ritzau/