Rummelig men principfast tidligere biskop er død

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Tidligere Aarhus-biskop Herluf Eriksen er død, 92 år gammel. Det skriver Århus Stiftstidende.

Herluf Eriksen døde efter kort tids sygdom, skriver avisen.

Han var biskop i Aarhus Stift fra 1979 til 1994 og skabte overskrifter, da han i 1989 nægtede at give en nyansat præst kollats (brev, hvori biskoppen overdrager et folkekirkeligt præsteembede, red.), da præsten havde erklæret sin tro på genfødsel.

Herluf Eriksen, der stammede fra Vestjylland, blev cand.teol. i 1949 og derpå cand.mag. i kristendomskundskab og historie.

Mens han studerede på universitetet, virkede han samtidig som lærer ved Blaagaard Seminarium i København.

Herluf Eriksen markerede sig som islamkritiker og meldte sig i 2006 ind i Islamkritisk Netværk, fordi han ifølge Kristeligt Dagblad savnede "en tydeligere skelnen i samfundet mellem islam og kristendom".

Misforstået tolerance og frisind er den største trussel mod Danmark, og at lytte og samtale betyder ikke at overgive sig og sine meninger, citerede avisen den tidligere biskop for at mene.

Herluf Eriksen efterlader sin ægtefælle samt parrets to børn, seks børnebørn og et oldebarn.

/ritzau/