Rumsonde på Pluto-mission viser billeder af mulig iskappe

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

Der er stadig 97 millioner kilometer tilbage af rumsonden New Horizons rejse til dværgplaneten Pluto, men allerede nu ser forskere hos det amerikanske rumagentur, Nasa, tegn på, at en del af Plutos overflade er belagt med is.

Det er billeder, som er offentliggjort onsdag, der viser, at dværgplanetens ene pol måske er dækket af en såkaldt iskappe. Teorien er opstået, fordi der på billederne kan ses både mørke og lyse områder på Pluto.

- Vi begynder at kunne se interessante træk, herunder en lys region nær Plutos synlige pol, siger forskningschef ved Nasa John Grundfeld i en skriftlig udtalelse med henvisning til det område, som ifølge forskerne kan være en iskappe.

Billederne fra New Horizon er på grund af den store afstand meget pixelerede, men netop derfor har de tydelige overflademarkeringer fået forskerne til at spærre øjnene op.

- Det er sjældent at se nogen planet i solsystemet på denne lave billedopløsning vise så markante træk på overfladen. Hvis du havde lignende billeder af Merkur eller selv Mars, ville du ikke kunne se samme store overflade-former, som du ser her på Pluto. Det er meget lovende, siger Alan Stern, der er ledende forsker i New Horizon-missionen.

Det menes, at iskappen består af frossen nitrogen (kvælstof).

Pluto ligger i det såkaldte Kuiperbælte, som er en region med kolde dværgplaneter, og har modsat de otte planeter i solsystemet endnu ikke haft besøg af menneskeskabte rumsonder.

På grund af den store afstand er det meget begrænset, hvad man kan se og måle vedrørende Pluto fra observatorier på Jorden.

Siden opdagelsen i 1930 har Pluto været omgærdet af mystik - delvist på grund af dens relativt lille størrelse.

I 1992 fandt astronomer ud af, at Pluto, der huserer 40 gange længere væk fra Solen end Jorden, ikke var alene om sin begrænsede størrelse, hvilket fik Den Internationale Astronomiske Union til at genoverveje sin definition af en planet.

I 2006, da New Horizons allerede var på vej mod Kuiperbæltet, besluttede unionen, at Pluto og de øvrige himmellegemer i bæltet klassificeres som dværgplaneter.

/ritzau/Reuters