Rumvæsner kan stadig se dinosaurerne

Lyset har fart på, men alligevel er det lang tid om at nå frem, når det kommer fra fjerne stjerner og galakser. Afstandene i universet er nemlig så ekstremt store, at selv den nærmeste stjerne (bortset fra Solen) viser sig, som den så ud for 4,24 år siden.

Så længe har lyset fra den været undervejs.

Når eventuelle rumvæsener vender kikkerten mod Jorden, må de også se vores klode, som den så ud før i tiden. Det skriver Videnskab.dk, hvor du får hele den videnskabelige forklaring bag det aparte tankeeksperiment.

Astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen, lektor på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, fortæller:

»Hvis man står 100 millioner lysår væk og kigger på Jorden, så vil man se vores klode, som den så ud, dengang dinosaurerne levede.«

Man skal altså forestille sig en teknologisk avanceret civilisation på en planet, der kredser om en stjerne i en galakse så langt væk, at lyset fra Jorden er 100 millioner år om at nå frem til den.

Læs også hos Videnskab.dk: ’Menneskeædende monster’-dino fundet i USA

Hvis væsener på denne planet retter et gigantisk teleskop mod Jorden i dag, vil de se kloden, som den så ud for 100 millioner år siden, hvor dinosaurerne herskede.

Rent praktisk er der dog nogle uoverstigelige problemer, der melder sig på banen, når det gælder om at se, hvordan dinosaurerne levede. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at bygge et teleskop, der er så kraftigt, at man kan se dyr på en anden planet millioner af lysår væk.

»Det er vanskeligt at forestille sig et instrument, der har sådan en ekstremt høj opløsning. Det er ikke realistisk muligt. Så det er kun i princippet, at det kan lade sig gøre,« siger Uffe Gråe Jørgensen.

Læs også hos Videnskab.dk: Stakkels baby-dino druknede, viser unikt fossil

Et teleskops opløsningsevne er dets evne til at adskille detaljer, og jo større teleskop, desto finere detaljer kan det opfange på en given afstand.

Rumteleskopet Hubble ville ikke engang kunne finde en dinosaur på Månen, hvis det blev rettet den vej, for her er opløsningsevnen omkring 0,04 buesekunder.

Det svarer til, at man kan godt kan skelne objekter på størrelse med fodboldbaner på Månen, men så heller ikke meget mindre.

En civilisation 100 millioner lysår væk skal bygge et netværk af millioner af store, uhyre avancerede rumteleskoper fordelt på et område, der er adskillige lysår i diameter, hvis de vil se dinosaurer på Jorden. Og det kræver naturligvis, at teleskoperne er rettet præcis i vores retning. En observatør, der betragter vores hjemlige planet på en afstand af mellem 66 og 231 millioner lysår, vil i princippet se Jorden, som den så ud, mens der var dinosaurer på den.

Af Videnskab.dk

Dagens Gossip