Rundspørge: Skoler afsætter få lærere til lektiecaféer

Skrevet af admin

15/08/2014

Dagens topnyheder

For en lang række folkeskoleelever bliver der sammenlignet med almindelig undervisning ikke lettere adgang til hjælp fra læreren i forbindelse med den lektiecafé, som skolereformen har ført med sig.

Et flertal af 200 skoleledere i en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget, siger, at der er mellem 20 og 29 elever per voksen i lektiecaféerne.

Selvom rundspørgen i sig selv ikke er repræsentativ, kan den pege på en tendens - nemlig at der ikke er mere tid til den enkelte elev i lektiecaféen, end der er ved normal klasseundervisning.

Det er langt fra tilfredsstillende, mener Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen.

- Jeg synes, at én lærer per klasse er lidt. Det er netop i lektiecaféen, at der skal arbejdes med den enkelte elev, og det går ofte tabt i klasseundervisningen, siger han ifølge Jyllands-Posten.

Formanden havde ønsket, at skolerne ville have eksperimenteret mere med formen på lektiecaféen og eksempelvis kaldt den noget andet.

Den frivillige lektielæsning er blevet indført med skolereformen og indebærer to til tre timers lektiehjælp og faglig fordybelse om ugen.

Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, mener, at der skal være lærere med de rigtige kompetencer i caféerne.

- Det er ikke meningen, at det skal være opbevaring med lektielæsning, men et rum for fordybelse i et fag, som man enten er ekstra god til eller dårlig til. Det er bevidstløst at regne ligninger eller terpe verber, det er et levn fra en anden tid, siger hun til avisen.

/ritzau/