Rungsted-træner: Presset er på Herning

Skrevet af admin

13/03/2015

Mest læste i dag

Et syvende og afgørende opgør fredag aften afgør, om Herning Blue Fox eller Rungsted Ishockey tager den sidste semifinaleplads i herrernes bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

Nordsjællænderne har overrasket alle ved at vinde tre af de første seks kvartfinalekampe, og Rungsteds træner Per Holten mener, at presset i den sidste kamp er på Herning.

- Vi er glade og stolte over, hvad vi har præsteret, men det er Herning, der har presset, siger han til Rungsted Ishockeys hjemmeside.

Rungsted vandt det første kvartfinaleopgør, som også blev spillet i Herning, og førte efter fire kampe med 3-1, så på trods af nederlag i de to seneste kampe, så er det ikke en umulig opgave, Rungsted fredag skal på.

Holten er bevidst om, at hans hold er underdog i Herning, men understreger at Rungsted rejser til Herning for at hente en semifinaleplads.

- Hvis vi bare skulle lægge os ned og tro, at det bare er en bustur frem og tilbage til Herning uden noget formål, så kunne vi lige så godt blive hjemme. Selvfølgelig tror vi på det, siger han.

- Men vi ser rigtigt meget frem til kampen. Det er det her, vi har arbejdet på et helt år, så det bliver stort, siger Per Holten.

Fredagens kamp begynder klokken 19.30. Sønderjyske, Esbjerg og Frederikshavn er allerede klar til semifinalerne.

/ritzau/