Rusland accepterer atletik-udelukkelse

Rusland har accepteret suspenderingen fra al international atletik og vil altså ikke appellere, meddeler Det Internationale Atletikforbund, IAAF, der står bag suspenderingen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Suspenderingen skete på opfordring fra en kommission under Det Internationale Antidopingagentur, Wada, der udsendte en rapport, der pegede på omfattende dopingbrug blandt russiske atletikudøvere gennem en årrække.

Der er ingen tidsmæssig bagkant på suspenderingen. Den vil først blive ophævet, når IAAF vurderer, at Rusland opfylder kravene for igen at blive medlem af det internationale forbund. Det accepterede Rusland formelt torsdag ved et møde i Monaco, meddeler IAAF.

Russerne har udtrykt ønske om at samarbejde for at komme ind i varmen igen hurtigst muligt.

I disse dage mødes Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, med Wada for at lægge en plan for det videre forløb.

Wada har udelukket Ruslands Antidopingagentur (Rusada), fordi det ikke levede op til kravene.

Desuden mistede et laboratorium i Moskva sin licens til at teste officielle dopingprøver på sportsfolk.

I yderste konsekvens risikerer Ruslands atletikudøvere at måtte blive hjemme fra næste års OL i Rio, hvis ikke suspenderingen ophæves i tide.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV