Rusland advarer mod syrisk flyveforbudszone

»Man behøver ikke være ekspert for at forstå, at det vil stride mod international lov,« lyder det fra Lavrov ifølge avisen The Guardian.

Den russiske udenrigsministers erklæring kommer i kølvandet på, at avisen the Wall Street Journal har skrevet, at den amerikanske beslutning om at yde våbenstøtte til oprørerne også følges af overvejelser om at etablere en begrænset flyveforbudszone i Syrien, som amerikanske fly og missilbatterier skal sørge for respekteres.

USA har de seneste uger flyttet F-16 kampfly og Patriot-missiler til Jordan, hvilket ifølge Lavrov også er blevet bemærket i Moskva og understreget af artiklen i Wall Street Journal.

Det Hvide Hus har dog senest tilkendegivet, at USA ikke har nogen national interesse i indførelse af en flyveforbudszone, og at en sådan zone vil være langt vanskeligere og mere bekostelig at etablere end den totale forbudszone, der i sin tid blev indført over Libyen.

Det er ikke mindst det syriske luftvåben, der volder oprørerne store problemer i kampen mod præsident Assads styrker, og derfor har oprørerne gang på gang appelleret om våben, der kan sættes ind mod fly og helikoptere. Til det brug vil skulderbårne Stinger-missiler være et oplagt våben, men amerikanerne frygter samtidig, at missiler ender i terroristers hænder og bruges til at skyde civile passagerfly ned med.

Samtidig er oprørerne også underforsynet med våben, der kan sætte den syriske hærs kampvogne ud af spil, men USA har endnu ikke løftet sløret for, hvilke typer våben der kan leveres til oprørerne.

Oprørerne har de seneste uger lidt alvorlige nederlag til den syriske regeringshær, efter at den er blevet forstærket med soldater fra den libanesiske Hizbollah-milits.

Dagens Gossip

Dagens TV