Rusland afhører dansker og 29 andre Greenpeace-aktivister

Aktivisterne, heriblandt en dansk kvinde, risikerer at blive retsforfulgt for pirateri, og det kan betyde op til 15 års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige.

Derudover, fortæller Greenpeace i Danmark, har konsulære repræsentanter for kort tid siden også fået lov til at komme ind på skibet, der er blevet trukket i havn i den nordlige by Murmansk, og tale med til anholdte aktivister, hvoraf 26 er udlændinge. Dog er der endnu ikke forlydender om, hvordan det går, da de er blevet forsinkede.

Tidligere tirsdag slog en statslig undersøgelseskommission fast, at de ansvarlige for aktionen - uanset statsborgerskab - skal bøde, fordi aktionen fra russisk side bliver betragtet som en trussel mod den russiske suverænitet og den regionale miljøsikkerhed, fortæller kommissionens talsmand, Vladimir Markin.

Dog er de endnu ikke formelt blevet tiltalt endnu.

»Arctic Sunrise« har siden august overvåget Gazprom i håb om at afsløre selskabets farlige olieboringer, og under aktionen kravlede to miljøaktivister - ifølge AFP fra Finland og Schweiz - op på olieboreplatformen for at demonstrere mod selskabets planer om at blive det første selskab, der producerer olie i vandene i Arktis.

De to blev tilbageholdt af både fra den russiske flådekontrol, og torsdag blev hele besætningen på skibet anholdt og lukket inde på skibet, som siden har været under russisk kontrol.

Ifølge efterforskerne er der gode grunde til, at aktivisterne mistænkes for pirateri.

»Når et udenlandsk skib fyldt med elektronisk udstyr til et ukendt formål og en gruppe mennesker, der kalder sig selv for miljøaktivister, forsøger at storme en boreplatform, er der begrundet tvivl om deres intentioner,« lyder det i en udtalelse ifølge Reuters.

Greenpeaces juridiske eksperter afviser dog, at aktivisterne - hvis det kommer så langt - kan dømmes for pirateri, fordi det blandt andet kræver, at de har brugt vold. Og miljøaktivistorganisationen holder fast i, at aktionen har været fredelig.

Derudover tilføjer Greenpeace, at Rusland har overtrådt international lov, fordi »Arctic Sunrise« lå i internationalt farvand, da russiske soldater gik om bord torsdag.

Dagens Gossip