Rusland: Afsæt ukrainsk minister efter Putin-fornærmelse

Skrevet af admin

15/06/2014

Mest læste i dag

Russiske embedsmænd langer ud efter Ukraines udenrigsminister, Andrij Desjtsjytsja, efter at videooptagelser viser, hvordan ministeren under demonstrationer i Kijev kalder Ruslands præsident, Vladimir Putin, for "en skiderik".

Videooptagelserne viser, hvordan en masse demonstranter jubler over udenrigsministerens betegnelse af Putin.

Andrij Desjtsjytsjas kommentar var angiveligt et forsøg på at berolige demonstranterne, som lørdag var ved at storme den russiske ambassade i den ukrainske hovedstad.

Vrede demonstranter smadrede ambassadens vinduer og væltede ambassadens biler, efter at prorussiske separatister natten til lørdag skød et militærfly ned og dræbte de 49 ukrainske soldater om bord.

Søndag er udråbt som national sørgedag i Ukraine, hvor flagene er sat på halv, og der er arrangeret flere mindehøjtideligheder.

Rusland fordømmer det, som fra Moskva betegnes som en manglende indsats fra politiets side under angrebet på ambassaden.

Embedsmænd kalder det "en alvorlig krænkelse af Ukraines internationale forpligtelser" og opfordrer Ukraines præsident, Petro Porosjenko, til at afsætte sin udenrigsminister.

- Porosjenko bliver nødt til at udskifte sin udenrigsminister. Han (Desjtsjytsja, red.) kan ikke kontrollere sig selv, siger formanden for udenrigsudvalget i det russiske parlaments underhus, Aleksej Pusjkov, på sin Twitter-profil.

Søndag forsøger Andrij Desjtsjytsja at lægge en dæmper på situationen. Han fortæller til russisk radio, at han kun tog til demonstrationen for at fortælle demonstranterne, at de skulle "udtrykke deres meninger på en fredelig måde".

Udenrigsministerens udtalelse tilføjer endnu et lag til konflikten mellem Ukraine og Rusland, som søndag aften genoptager deres langstrakte gasforhandlinger.

Forhandlingerne blev afbrudt efter kun to timers møde lørdag, og der er ingen meldinger om, hvorvidt de to parter er kommet nærmere en aftale om prisen på den gas, Rusland leverer til Ukraine.

/ritzau/AFP