Rusland afviser i FN at støtte bosnisk skridt mod EU

Skrevet af admin

12/11/2014

Mest læste i dag

Bosnien-Hercegovina skal ikke knytte stærkere bånd til EU eller Nato, end landet allerede har.

Det mener Rusland, der tirsdag afviste at stemme for en FN-resolution, der støtter EU's militære styrke, Eufor, i Bosnien-Hercegovina.

Ruslands FN-ambassadør, Vitalij Churkin, siger, at den fredsbevarende styrke i Bosnien-Hercegovina de seneste 10 år har spillet en vigtig rolle efter krigen i landet i 1990'erne. Dog tilføjer han:

- Men samtidig er vi imod at have en international tilstedeværelse på sikkerhedsområdet, der kunne ses som et redskab til at fremskynde landets indlemmelse i EU og Nato.

FN vedtog resolutionen uden Ruslands støttende stemme, men episoden afspejler spændingerne mellem øst og vest i Ukraine, skriver AFP.

Sammenligningen mellem situationen i Ukraine og Bosnien-Hercegovina bunder i, at det var et skridt væk fra EU og hen mod Rusland, der fik urolighederne i Ukraine til at bryde ud i vinter.

Den franske FN-diplomat Philippe Bertoux peger på, at Rusland ikke tidligere har været imod FN's støtte til de europæiske styrker.

- Rusland tager den dårlige stemning i Ukraine med ind i problemstillinger, den ikke er relateret til. Farligt spil, skriver Bertoux på Twitter.

Fra den britiske FN-udsending, Michael Tatham, lød en lignende bemærkning.

- Ruslands position om at stå i vejen i FN viser foragt for at støtte Bosnien-Hercegovinas vej i en europæisk-atlantisk retning, siger han.

Spændingerne i Bosnien-Hercegovina er stadig tydelige. Splittelsen mellem de etniske grupper og landets økonomiske problemer besværliggør en tilnærmelse til EU næsten 20 år efter den ødelæggende krig, hvor omkring 100.000 mennesker blev slået ihjel.

FN-resolutionen betyder ifølge nyhedsbureauet dpa, at Sikkerhedsrådet har forlænget EU-styrkens mandat med et år.

Missionen fra Eufor blev lanceret i 2004 for at overvåge sikkerheden i Bosnien-Hercegovina og gennemførelsen af fredsaftalen, der blev indgået i 1995.

/ritzau/AFP